lørdag den 9. november 2013

Lægetid på tirsdag

Tirsdag er dagen, hvor vi skal snakke med egen læge for første gang omkring vores graviditetsønske. Vi har valgt at gå til min læge, da hun er utroligt sød at snakke med, og fordi vi ved, at hun vil vise forståelse over for vores situation.
Vi skal til lægen, fordi vi har en masse forskellige spørgsmål til fertilitetsbehandling. Hvordan det foregår, hvordan man bliver henvist, hvor lang tid der går, og hvor vi kan henvises til.
Meget kan selvfølgelig læses på internettet, men vi synes begge, at det er rart at snakke personligt med en læge, som jo har ekspertviden på området.
Uanset hvad bliver det utroligt spændende, men det er også lidt skræmmende. Nu har mine kæreste og jeg gået og snakket om det i laang tid, men pludseligt at skulle til at planlægge helt konkret, det er jo lidt vildt.

Vi ønsker faktisk ikke at starte fertilitetsbehandling før tidligst maj måned, da jeg skal kunne nå at blive færdig med min uddannelse inden baby kommer. Vi har dog læst at praktiserende faktisk skal vente et år med at sende henvisningen til inseminationsbehandling, hvilket er grunden til at vi allerede nu går til lægen. Det er for at sidestille os med infertile heteroseksuelle par, at denne regel er lavet. Dette kan dog virke meget tåbeligt, da vi jo ligesom ikke kan producere et barn selv ved at blive ved med at prøve, og mange læger følger ikke denne regel.
Så vi håber meget på, at min læge vil gå med til at sende en henvisning allerede i forsommeren.

Min kæreste og jeg er blevet enige om, at iui-d behandling (insemination med anonym donorsæd) er den rette behandling for os. Vi har overvejet denne beslutning meget grundigt, og har snakket meget om fordele og ulemper ved henholdsvis en kendt og en ukendt donor. Der er selvfølgelig mange forskellige holdninger til, hvad der er det rigtige at gøre, og denne diskussion ønsker jeg ikke at bringe op herinde på bloggen. Det vil næsten altid være en svær beslutning, og vi er kommet frem til den beslutning som er den rigtige for os :) Hvad andre gør, skal stå dem frit for :)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar