I mandags lå der en tyk A4 kuvert i postkassen, da kæresten kom hjem fra træning. :) Jeg var selvfølgelig i skole på dette tidspunkt, så jeg måtte gå hele dagen i ekstrem spænding for at læse brevet. Det var faktisk rigtig hurtigt, vi fik brevet, synes jeg. Som det kan ses på billedet, så har vi allerede fået en tid til forsamtale og undersøgelse d. 11 december, så nu skal vi lige have ringet derop for at høre, om vi godt kan tage forsamtalen nu her og så vente med selve behandlingen. Det bliver helt vildt spændende og alting kommer pludseligt meget tæt på. :)
Brevet indeholdt:
- Infoark om tid, sted og hvad der kommer til at foregå (samtale og undersøgelse), samt hvad vi skal medbringe (fx vellignende foto og samtykker).
- Et ark over blodprøver og undersøgelser, der skal være foretaget forud for samtalen.
- To samtykkeerklæringer (én til mig selv og én til kæresten) som skal underskrives og medbringes til samtalen. Dette er for at anføre om man er indforstået med at personalet må indhente og videregive fortrolige data (fx journalnotater) til andet sundhedspersonale.
- To patientoplysningsskemaer - én til mig, og én til partneren. På mit skema skal der blandt andet anføres menstruationscyklus, allergier, arvelige dispositioner, data om medicin, operationer og livsstil. Min kæreste skal også anføre, om hun har nogle sygdomme af betydning (hvilke sygdomme karakteriseres som af betydning!?), om hun ryger eller drikker alkohol, og om hun tager fast medicin. Nogle af disse spørgsmål synes jeg er lidt underlige, da hun jo på ingen måde kan overføre hverken gener eller eventuelle medicinrester til barnet, men tænker, at det jo ville være relevant, hvis partneren var en mand, og man skulle anvende hans sæd.
- "Patientinformation om barnløshedsbehandling" - en lang informativ folder, som sikkert bliver spændende læsestof de næste par aftener. ;)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar