Så har kæreste og jeg været ved egen læge for første gang. Jeg var mega nervøs inden vi skulle ind til lægen, men det viste sig, at jeg intet havde og være nervøs eller bekymret for. Her er der et lille resumé af hvad der skete.
Min kæreste og jeg skulle ind til lægen kl. 10, og vi havde allerede forberedt nogle spørgsmål, som vi ville spørge om. Jeg havde booket tiden over nettet, hvor man skulle skrive hvad konsultationen skulle dreje sig om, og der havde jeg bare skrevet "graviditetsønske fertilitetsbehandling".
Lægen startede med at præsentere sig og spurgte, hvad vi gerne vil snakke om. Jeg sagde så at vi var gift og nu var nået til det punkt, hvor vi godt kunne tænke os at få et barn.
Lægen sagde bare "okay", og så virkelig overrasket ud. Hehe... det var lidt komisk i situationen og jeg tror ikke, hun havde regnet med, at det var 2 piger, som ville komme til konsultationen. Den stakkels læge blev helt forvirret og sagde, at hun rigtig gerne ville hjælpe os, men at hun ikke vidste så meget om processen, da det var første gang, hun skulle hjælpe 2 lesbiske med at få opfyldt et graviditetsønske. Dette overraskede mig faktisk en del, at hun ikke har haft flere tilfælde, men jeg er glad for, at hun var så åben omkring det og gerne ville hjælpe os. Hun spurgte hvem af os der skulle være gravid, hvor gammel jeg var, og om vi havde tænkt på, hvilken behandling, der ville være den rette for os. Vi fortalte så, at vi ønskede iui-d (insemination med anonym donorsæd), og at det gerne skulle foregå i naturlig cyklus. Herefter spurgte hun så lidt ind til min menstruationscyklus og konkluderede, at vi som en start måtte gå ud fra, at jeg kunne få børn uden hjælp af hormoner.
Hun fortalte så, hvordan hun troede, processen MÅSKE ville foregå. Hun mente at man blev udredt gratis, men ikke kunne få behandlingen gratis. Der måtte vi så rette hende og fortælle om, hvad vi vidste, nemlig at man som lesbiske har ret til 3 forsøg gratis over sygesikringen, som det er nu, hvor rød regering er ved magten. Hun sagde, at hun helt sikkert troede på os, da vi sikkert var meget bedre informeret end hende, og at hun lige ville ringe til nogen, som kunne hjælpe hende med at finde ud af, hvor hun kunne henvise til. Hun valgte at ringe med det samme til en gynækologisk afdeling, og de fortalte så, at vi kunne henvises på samme vilkår som heteroseksuelle par til forskellige steder i landet. Vi blev herefter henvist til Skive, hvilket vi er rigtig glade for, da de er de bedste til at lave børn (procentvis opnået graviditet pr. forsøg).
Herefter snakkede vi med min læge om, hvornår vi ønskede at starte behandlingen, og min læge fortalte, at hun ville henvise os med det samme, og så kunne vi selv ringe op til Skrive og få flyttet tiden til hen i det nye år. Vi fik at vide, at vi først skal til en forsamtale, hvor de vil undersøge mig grundigt for om jeg kan få børn, og herefter vil man så starte behandlingen, alt efter hvornår vi har lyst. Jeg fik at vide, at der var forskellige prøver jeg skulle have taget, og at min læge gerne ville lave en gynækologisk undersøgelse på mig nu med det samme. What tænkte jeg bare? Det havde jeg ikke lige forberedt mig på, men der var jo ingen vej uden om... Hun tog en klamydiatest, fordi det er standart, at man skal have lavet sådan en, når man skal i fertilitetsbehandling. Desuden tjekkede hun lige at det hele så ud som det skulle, og at det ville være muligt at foretage en insemination på mig.
Det hele var heldigvis i skønneste orden, og herefter fik jeg lige anbefalingerne for folinsyre at vide (400mikrogram med start 3 mdr. inden behandling). Dem kendte jeg nu godt, men det var fint, at jeg lige blev informeret om det.
Hun ønskede os held og lykke, og sagde at vi jo nok snart ville ses igen...
Så nu venter vi bare på et brev fra Skive:) Det er helt vildt endelig at være i gang. Lidt syrealistisk, men samtidigt helt vildt fedt. Kan ikke lade være med at smile over hele hovedet, når jeg tænker på det. Jeg er mega glad for, at jeg har en så sød og sej læge, som er hjælpsom og som endda ringer under konsultationen, for at hjælpe os med at komme videre i processen. I mine øjne er der ikke noget værre end læger som ikke kender deres begrænsninger, og som ikke kan spørge andre om hjælp, når der er behov for det.
.JPG)
